Kirstineparkens historie

Kirstineparken har navn efter Kirstinedal, en gård som lå tæt op ad jernbanen på det sted, hvor Lærkevænget nu ligger. Dens jorder blev udstykket i 1963, men gårdens bygninger med undtagelse af stuehuset som stadig ligger der, blev først nedrevet i 1968. Gården var en af otte gårde, som i 1800tallets begyndelse lå omkring gadekæret i Vallerød, men under de store landboreformer flyttede ud af landsbyen. En af de andre gårde, der fulgte med ud, var Opnæsgård, som gav navn til den store etagebebyggelse, og på hvis jorde Kirstineparken senere blev opført.

Mens det var landboreformerne, der satte gang i landbrugets udvikling, var det bygningen af jernbanen mellem København og Helsingør i begyndelsen af 1900tallet, der satte gang i byggeriet langs Øresund. Strandvejen, som oprindelig var bebygget af sommervillaer, der langsomt blev omdannet til helårsbeboelse, og byerne i området bag dem begyndte at vokse. Det var dog først efter Anden Verdenskrig, at udviklingen for alvor tog fat med bygningen af motorvejen mellem København og Espergærde i 1955. Muligheden for at nå i bil fra Rådhuspladsen til Hørsholm på under en time blev begyndelsen på den største byggeperiode i kommunens historie.

For at opfylde kravet om flere boliger og trække nye borgere til blev der i 1959 udskrevet en arkitektkonkurrence om en plan for en haveby i området mellem Usserød, Hørsholm og Vallerød. Kravet fra kommunen var, at der blev udlagt et stort fælles areal for området, og de fleste af de 49 forslag, som indkom, valgte da også at samle bebyggelser i enheder, enten som gårdhuse, klyngehuse eller lav etagebebyggelse for at kunne friholde så store grønne områder som muligt.

Gerdht Bornebusch, Max Brüel og Jørgen Selchau i samarbejde med en havearkitekt vandt konkurrencen. Deres forslag indeholdt en klar hoveddispostion med en etagebolig mod syd, et parcelhuskvarter mod øst og nord, samt en mindre gruppe klyngehuse i områdets midte.

Det blev den bebyggelsesplan, som blev fulgt i det den endelige byplanvedtægt med nogle mindre ændringer, som samlede alle husene i Kirstineparken på et højdedrag omkring en stor fælles grønning med egetræer og alle haverne vendt mod sydvest. Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert, to af generationens mest markante arkitekter, tegnede bebyggelsen med Jørgen Bo som den hovedansvarlige. Han boede i hele byggeperioden hos Poul Henningsen (PH) og førte tilsyn både med Kirstineparken og bebyggelsen på Piniehøj, som blev opført samtidig af de samme håndværkere. Bygherren var den unge entusiastiske ejendomsmægler Ole Palsby, som senere skulle blive verdenskendt som designer af EVA/TRIO køkkentøj og den runde ALFI termokande.

Han var søn af en kendt fondsbørsvekseler og vokset op i Rungsted, hvor han gik ud og ind i huset hos  møbelarkitekten Poul Kjærholm og møbelfabrikant Kold-Christensen, som vakte hans interesse for arkitektur og møbler, og han fulgte som dreng og ung mand opførslen af Louisiana, som Bo og Wohleret tegnede for Knud W. Jensen. Da han var færdig med uddannelsen i 1959, stiftede han Rungsted Investeringsselskab og opkøbte grundene både i det nuværende Pip-kvarter og Kirstineparken og som nævnt også Piniehøj. Under opførslen løb han ind i økonomiske vanskeligheder forårsaget af krakket i hans fars firma, og han måtte trække sig ud af salget både af byggegrundene og af husene i Kirstineparken. De viste sig at være meget sværere at sælge end beregnet, hvad der i dag forekommer helt uforståeligt.