Kirstineparken
Arkitektur
Kirstineparken blev til i en enestående periode i dansk arkitektur, hvor der blev bygget flere huse end i noget andet tidsrum i Danmarkshistorien. Denne forrygende byggeaktivitet fandt sted både i den offentlige og private sektor, men på grund af den stigende velstand blev muligheden for at realisere drømmen om eget hus pludselig en realitet og enfamiliehuset kom til at stå i centrum for arkitekternes interesse. Perioden er derfor kendetegnet af stor lyst til at forny og forbedre den traditionelle villa og rækkehusbebyggelse, men også at bevare tidligere tiders enkle og klare former og rumopdeling. Jørn Utzon banebrydende ideer om kædehuse, der er samlet i organiske enheder i samspil med det omgivende landskab er måske den vigtigste indflydelse i Kirstineparkens arkitektur. Ligheder i facadernes udformning er tydelige, og valget af materialer næsten ens, men selve boligens plan henter inspirationer helt andre steder. Jørgen Bos særlige evne er at give alle disse nye og ofte modstridende ideer en original og overbevisende udformning.
Bebyggelsen
Rækkehusbebyggelser er en gammel bebyggelsesform i Danmark, kendt fra Nyboder og Kartoffelrækkerne. Kædehusene er en nyere variant, som forsøger at bryde rækkehusenes tendens til ensformighed og imødekomme kravet om en mere individuel bolig. I Utzons Fredensborghuse er kæden lavet som en s-formet slange, som skaber en mangfoldighed, som man genfinder i Kirstineparkens bebyggelsesplan. En yderligere variation skabes ved at samle de enkelte huse i klynger på seks-syv huse skilt af fri gangarealer, som skaber en større bevægelsesfrihed for den gående trafik mellem de enkelte områder. Som alle, der bor i bebyggelsen vil vide, er det det en udelt fornøjelse af være fodgænger i Kirstineparken og forbindelsen til den store grønning mod øst er forbilledlig. Bebyggelsesplanen har her på smukkeste måde bevaret en tidligere beplantning, som forbinder de to kæder og samler hele bebyggelsen.
Kirstineparkens vigtigste arkitektoniske element er de store skærme muret op i gule sten, som adskiller de enkelte huse og gangarealerne. Jørgen Bo forskyder dem for hinanden og varierer deres proportioner både i højde og længde og skaber derved den levende organiske bebyggelse, som er så attraktiv. De store svagt hældende tage i røde tegl, som dækker de forskudte etager er et andet element som sammen med skorstene, de tjærede vinduespartier og carportens tømmer er de væsentligste bygningsmæssige kendetegn. Sammenkædningen af de store skærme, selve huset og carporten skaber også nogle karakteristiske små have - og gårdrum, som på grund af skærmenes varierede størrelser bliver højst forskellige og bidrager til den individuelle udformning, som gør, at ikke to huse i bebyggelsen i sit ydre er ens.
Kirstineparken
Kirstineparken
Husene
Det stærke eftertryk på variation, som findes i bebyggelsesplanen, går igen i de fem hustyper, som dog har væsentlige fællestræk. Den åbne plan som skaber en samlet forbindelse mellem køkken, spisested og opholdsrum, der fik sit gennembrud i halvtredserne, er alle steder respekteret. Forbindelsen mellem de enkelte rum er ofte udformet med niveauforskelle med enkelte trappetrin eller trapper, som giver rytme og livlighed i oplevelsen af de forskellige rum. Den åbne plan gav mulighed for en stor opholdstue, som blev udvidet ved de besparelser, man fik ved at indlemme gangarealerne i rummene. Til gengæld blev tidligere tiders store soveværelse indskrænket, og børnene fik hvert sit værelse. Alle hustyper har halv kælder og slutter sig derved til en gammel dansk byggeskik, som nu senere er næsten forladt.
Vinduespartierne har sin særlige historie, fordi tekniske nyvindinger gjorde det muligt at lave dem meget større end før og lade de lodrette karmstykker bære etageadskillelserne. Derved kunne Jørgen Bo opnå det stærke lysindfald og lette konstruktion, som er så karakteristisk for husene. Han fik samtidig også skabt en forbindelse mellem naturen og opholdrummet, som han understregede ved at lave en direkte adgang til haven gennem en stor dobbeltdør. De enkelte hustyper varierer lidt eller meget fra den fælles grundform og især er de to østlige kæder udformet med en anderledes rumopdeling end dem mod vest.