Rækkehusbebyggelser er en gammel bebyggelsesform i Danmark, kendt fra Nyboder og Kartoffelrækkerne. Kædehusene er en nyere variant, som forsøger at bryde rækkehusenes tendens til ensformighed og imødekomme kravet om en mere individuel bolig. I Utzons Fredensborghuse er kæden lavet som en s-formet slange, som skaber en mangfoldighed, som man genfinder i Kirstineparkens bebyggelsesplan. En yderligere variation skabes ved at samle de enkelte huse i klynger på seks-syv huse skilt af fri gangarealer, som skaber en større bevægelsesfrihed for den gående trafik mellem de enkelte områder. Som alle, der bor i bebyggelsen vil vide, er det det en udelt fornøjelse af være fodgænger i Kirstineparken og forbindelsen til den store grønning mod øst er forbilledlig. Bebyggelsesplanen har her på smukkeste måde bevaret en tidligere beplantning, som forbinder de to kæder og samler hele bebyggelsen.

Kirstineparkens vigtigste arkitektoniske element er de store skærme muret op i gule sten, som adskiller de enkelte huse og gangarealerne. Jørgen Bo forskyder dem for hinanden og varierer deres proportioner både i højde og længde og skaber derved den levende organiske bebyggelse, som er så attraktiv. De store svagt hældende tage i røde tegl, som dækker de forskudte etager er et andet element som sammen med skorstene, de tjærede vinduespartier og carportens tømmer er de væsentligste bygningsmæssige kendetegn. Sammenkædningen af de store skærme, selve huset og carporten skaber også nogle karakteristiske små have - og gårdrum, som på grund af skærmenes varierede størrelser bliver højst forskellige og bidrager til den individuelle udformning, som gør, at ikke to huse i bebyggelsen i sit ydre er ens.